Ingen forringelser på de blødeste områder i Køge Kommunes budget for 2010
Tirsdag - 15. September 2009 - 10:44Ingen pædagoger eller skolelærere fyres, ingen reduktioner i normering eller åbningstider, og ingen ændrede klassekvotienter!
Mandag kl.16.00 blev budgetforligt for Køge Kommunes økonomi for 2010 og
de kommende år præsenteret for pressen, efter ugers forhandlinger.
SF Køge er endnu engang med i et kommunalt budgetforlig. Et bredt
budgetforlig indgået sammen med Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og den tidligere V-politiker Maria Jakobsen der nu er løsgænger. Budgetforliget blev dog uden Venstre, Konservative og Den Upolitiske
Demokratiliste.
“Jeg er sikker på at mange borgere og kommunalt ansatte bliver glædeligt overraskede over, at vi på trods af et minus på over 150 millioner kroner, formår at lave et budget, der ikke forringer den konkrete daglige kerneydelse i servicen. Jeg er sikker på, at ikke mange havde turde håbe på at vi i 2010-budgettet kunne undgå at fyre pædagoger og lærere,
forringe normeringerne, ændre i åbningstiderne og fyre plejepersonale. Men det er ikke desto mindre tilfældet i 2010-budgettet, og det er både Jesper og jeg meget, meget tilfredse med, set nmed SF-briller, siger SF’s byråds- og økonomiudvalgsmedlem Johnna Stark, der sammen med SF Køge-formand Jesper Gisli, stod for forhandlingerne på vegne af SF Køge.
“Det er aldrig sjovt eller positivt at lave et budget hvor der som udgangspunkt skal spares, men med dette budget, slår vi også en streg i sandet, og har i forligsgruppen aftalt at vi sammen fører dette budget og denne kurs videre i årene der kommer. Det bliver en grundig og langsigtet plan i årene der kommer, hvor vi nøje, og i god tid, kan effektivisere og
målrette vores økonomi, så reduktioner og besparelser også i årene der kommer, bliver så smertefri som overhovedet muligt. Nøjagtigt som i dette 2010-budget. Det er ansvarligt, og det er ambitiøst. Ingen panikhandlinger, men tværtimod fokus og målrettet politisk arbejde med fokus på bundlinjen og den daglige service”, siger Johnna Stark til
sf.dk/koege.
SF Køge-formand Jesper Gisli, deler Starks tilfredshed, og hæfter sig ved
at budget 2010 er et socialt retfærdigt og ansvarsfuldt budget.
“Vi har i forligskredsen sammensat et budget der i 2010 og 2011 kompenserer for de svigtende skatteindtægter og finanskrise-symptomer der betyder, at vi i Køge Kommune skal finde over 150 millioner kroner. Det har vi, udover besparelser fra Prioriteringskataloget, gjort dels ved at hæve grundskyldspromillen med 0,6, ligesom vi optager lån. Begge dele kan vi gøre med god samvittighed, da dels grundskylden i Køge Kommune ligger et godt stykke under landsgennemsnittet, og fortsat gør det efter forhøjelsen, og dels har Køge Kommune frirum til at lånoptage”, siger Jesper Gisli og fortsætter.
“Det var utopisk at forestille sig at lave et budget på de givne præmisser ved udelukkende at spare på servicen. Derfor var der bred enighed i forligsgruppen om, at vi skruede på skatteskruen samtidigt med besparelser på servicen. Når vi hæver grundskyldspromillen og hæver forældrebetalingen i vuggestuerne, laver vi dermed en øvelse hvor vi hiver en smule af de penge op af lommerne på borgerne, som de i 2010 får på grund af regeringens kommende skattelettelser. Og jeg understreger en smule! Det er for os at se den mest sociale retfærdige måde at gøre det på, som sagerne står. Og i SF Køge er vi sikre på, at borgerne og de offentligt ansatte bakker op om dén løsning, fremfor at grønthøste i den daglige kerneydelse i servicen”, understreger Jesper Gisli, formand for SF Køge.
