1.456 satte deres kryds ved mit navn…
Onsdag, November 14th, 2007Og med listestemmer oveni kan jeg se tilbage på et valg der gav mig 3.799 stemmer. Desværre var det langt fra nok til en plads i Folketinget, og derfor hænger jeg lidt med mulen her til aften. Det indrømmer jeg gerne.
Det var min ambition, min drøm og mit mål at blive valgt, og det gør bestemt ikke skuffelsen mindre at tænke på alle de mennesker der drømte sammen med mig, arbejdede med mig og støttede mig hele vejen, og sammen med mig ikke kommer helt i mål… Det beklager jeg!
De mange mennesker der satte deres helt personlige kryds ved mit navn for at støtte SF, og min vej til Folketinget. Til hver og én vil jeg gerne sige TAK!! Tusind tak!!
De mange mennesker, vennerne, partikammeraterne, vennerne i fagforbundene, Nils, Jesper fra www.coverganda.com, André og hans gavl og plads på nettet, Karsten fra Strategen, valgplakatholdene, “ungdommen”, www.dinosvenningsen.dk for flotte billeder, alle de der stod og frøs på gader og stræder, alle de der har kørt med mine streamers på bilen, og ikke mindst familien - alle som én har slidt og slæbt, og alle skal have stor tak.
Og når det så er sagt… Nu skal vi glæde os over at SF fik et strålende valg med 23 fantastiske mandater, heraf tre til Sjælland!! Et stort tillykke til Flemming Bonne, Ole Sohn og ikke mindst Astrid Krag der har knoklet som en gal i alle hjørner og kroge af Sjælland i denne valgkamp…!!
Vi skal glæde os over at SF er blevet et stort og positivt projekt som mange, mange danskere bakker op om. SF er en politisk vej som mange danskere gerne vil gå, og selvom der igen er en VKO-regering ved roret, skal vi sammen med de mange mennesker der vil SF’s vej, kæmpe videre. Kæmpe videre hver eneste dag, kæmpe videre for de store resultater som ligger foran os i et endnu bedre Danmark.
Vi skal kæmpe videre, og selvom jeg ikke kom ind i denne omgang, håber jeg at alle jer der kæmpede sammen med mig i denne omgang, vil hjælpe mig med at kæmpe videre på min vej til Folketinget! For jeg skal nok komme derind, sammen kan vi gøre det!
Og her til sidst vil jeg gerne fremhæve lidt stemmetal.
http://www.kmdvalg.dk/fv/505336F.htm
http://www.kmdvalg.dk/fv/506259F.htm
Jeg vil nemlig gerne rette en særlig stor tak til vælgerne på Stevns! 1.600 stemte på SF i Stevns Kommune, hvoraf 450 stemte personligt på mig. Det viser mig, at mit fokus på trafikproblemerne er blevet taget godt imod hos mange vælgere på Stevns. Desværre får jeg ikke i denne omgang lov til at tage dette fokus med mig på Christiansborg, men alene den store opbakning på Stevns varmer mit hjerte!
I Køge-kredsen stemte rigtig mange SF’ere på partiet. Næsten 4.000 af de i alt 6.000 SF-stemmer faldt på Liste F, og jeg kan selvfølgelig kun ærgre mig over at SF-vælgerne lokalt ikke i højere grad stemmer personligt. Havde bare hver tredje af listestemmerne blevet sat personligt på mig, og dermed stadigvæk på partiet, havde man fået en lokal mand i Folketinget…
I Køge Kommune var det specielt i Køge By Vest (Ellemarken), Hastrup og Herfølge fik jeg stor opbakning. Tre hjemmebaner hvor jeg fik flotte stemmetal, tusind tak for det derude…! Jeg er rigtig glad for netop disse tre hjemmebaner.
Og når vi nu er ved Køge, så vil jeg da lige nævne at kun fire “kanoner” i skikkelse af Anders Fogh, Birthe Rønn Hornbech, Pia Kjærsgaard og Henrik Sass Larsen fik flere personlige stemmer end mig i Køge Kommune. Det viser mig at vælgerne også gerne vil have en lokal kandidat, og det giver mig da tro på at jeg til næste valg kan starte herfra, og ikke forfra!
Nok om valget! Nu skal vi videre, der er rigeligt at tage fat på, der er rigeligt at arbejde for. Tusind tak for et sjovt og spændende valg. Det var på alle måder noget af en oplevelse, jeg glæder mig allerede til næste gang!!
