Unødvendig kritik fra HB Køges direktør
HB Køges fodbolddirektør Kim Jørgensen, slår i klubbens seneste kampprogram fast med syvtommersøm, at der er et meget stort behov for et nyt og tidssvarende fodboldstadion, og gerne så hurtigt som overhovedet muligt.
Den udmærkede fodbolddirektør har fuldstændigt ret!
Det er godt at se, at den lokale fodbolddirektør viser engagement og i kampprogrammet holder alle til ilden så et nyt stadion kan realiseres så hurtigt som muligt.
”Nu mangler jeg så at se et tilsvarende og efterfølgende politisk ejerskab”, skriver Kim Jørgensen der efterlyser ”…mere synlighed omkring viljen til at etablere et nyt stadion. NU”, som fodbolddirektøren skriver.
Kære Kim Jørgensen. Både du og alle andre der har fulgt grundigt med i hele processen omkring etableringen af den nye fodboldfusion ved, at netop det lokale politiske engagement og den lokale politiske indsats og vilje var hovedårsagen til at fusionen overhovedet blev realiseret. Og senest har et udvalg under byrådets flertalsgruppe, med borgmester Marie Stærke i spidsen, været i Jylland for at se på nyetablerede stadions for at hente viden og inspiration til et nyt, lokalt stadion.
Jeg ved ikke hvad det er for et manglende politisk engagement du og HB Køge efterlyser.
Netop nu knokler vi på politisk niveau for at finde adskillige millioner kroner til det kommende kommunale budget, der er den største kommunale økonomiske udfordring i mange, mange år.
En udfordring der kræver ekstremt overblik og massiv kreativitet og politisk håndværk, for at undgå store forringelser på borgernes service; hos ældre, børn og alle andre borgere i Køge Kommune. Og samtidigt er der alligevel politisk fokus på mulighederne for et nyt stadion…
Jeg er sikker på at jeg kan tale på hele Køge Byråds vegne når jeg understreger, at hverken du Kim Jørgensen eller andre i HB Køge behøver at opfordre til øget politisk engagement i forhold til fusion og stadion.
Det politiske engagement er stort og helhjertet, nøjagtigt som i forhandlingsprocesserne da fusionen endelig blev forhandlet på plads og virkeliggjort.
Jeg er sikker på at det lokale politiske liv, sammen med det driftige lokale erhvervsliv – der i årtier har skreget på en fodboldsammenlægning – nu, hånd i hånd, kan løfte opgaverne i forhold til fodboldfusionen og et nyt stadion.
Så hvis du Kim Jørgensen, sørger for at holde HB Køge og det store erhvervs- og sponsornetværk på flot kurs som hidtil, så skal vi nok fra politisk side bidrage med al den politiske vilje og engagement som vi hele tiden har gjort. Så skal vi nok, sammen, lykkes med det flotte projekt; HB Køge og et nyt stadion.
Som der så rigtigt står på forsiden af Jeres flotte kampprogram; ”Sammen er vi stærkest!”
Publiceret på www.loerdagsavisen.dk - Dagbladet Køge - Ugeavisen KøgeOnsdag